For
os er respekt og værdighed kerneværdier i kommunens møde med borgerne, uanset
alder. Det er også disse værdier borgerne skal mødes med i vores sundheds- og
omsorgssystem.
Vi vil understøtte borgerne til at have et sundt liv, og vi ønsker at komme
uligheden i sundhed til livs. Det betyder, at vi skal have mange tilbud, der
motiverer borgerne til at deltage i fælles projekter, og dermed også tage
ansvar for at dyrke det sunde. Sundhedsugen skal videreudvikles til gavn for
alle.
Coronakrisen har vist os, at god hygiejne reducerer sygdom. Det gælder
influenza, forkølelser, infektionssygdomme og flere andre. Derfor skal vi
fastholde et højt hygiejneniveau i børneinstitutioner, skoler, på plejehjem og
lignende steder.
Vi vil sikre at alle nye pensionister, som slutter et travlt og indholdsrigt
arbejdsliv, hører om de mange muligheder, der findes i vores kommune. Vi
ønsker, at alle skal have mulighed for at vælge det aktive seniorliv, der
følger med.
Vi ønsker kvalitet i kernevelfærden for de ældre. Derfor fortsætter vi med
udbygning af hele området. Vi vil styrke forebyggelse, rehabilitering og
genoptræning, da vi mener, at længst muligt i eget hjem er bedst for den
enkelte ældre.
I perioden 2017-2021 er plejehjemmene, hjemmeplejen og hjemmesygeplejen styrket
over flere omgange med bedre normeringer, ikke mindst i aften- og weekender.
Der er allerede sikret plejehjemslæger på flertallet af plejehjemmene.
Der er endvidere udarbejdet planer og afsat midler på en række centrale
områder: En handicapplan, der sætter fokus på borgeren. En demensplan, der
betyder et personale, der alle har kompetencer til at arbejde med borgere med
demens. En akutenhed, der sikrer samarbejdet mellem hospitalerne og kommunen.
En hjemløseplan, der betyder boliger, faglig og social støtte til hjemløse. Vi
ønsker at fortsætte udviklingen på disse områder, og fortsat udvikle indsatsen.
Vi ønsker, at det næste store skridt bliver bedre sammenhæng og helhed i
ældreplejen. Vores ældre borgere skal møde kommunen i et sammenhængende forløb:
for eksempel med kontinuitet i det faste personale i borgernes hjem, et fast
årligt tværfagligt statusmøde med borgere og pårørende i hjemmeplejen og på
plejehjemmene, bedre koordinering mellem hjemmepleje og borgernes egen læge og
bedre inddragelse af pårørende.
Sådan
vil vi styrke den positive udvikling:
• Arbejde for at daginstitutionerne i kommunen skal have et venskabsplejehjem.
• Fortsat styrkelse af sundhedsplejen.
• Styrke arbejdet med handlingsplaner for den enkelte ældre og de tilhørende
tilbud.
• Fortsat arbejde for plejehjemslæger på alle plejehjem.
• Oprettelse af en hygiejneorganisation samt ansættelse af en
hygiejnekoordinator, der sikrer fokus på og udvikling af kommunens
hygiejneindsats.
• Vi vil forebygge indlæggelser, fald og infektioner ved at iværksætte en
forebyggende ernæringsindsats for alle ældre borgere med behov.
• Vi vil styrke fokus på aktiviteter og oplevelser for de ældre med for
eksempel frivillighedskoordinatorer på vores plejehjem.
• Fortsat øge brugen af velfærdsteknologi der frigør ressourcer til at løfte
servicen overfor den enkelte borger.
• Indføre pårørendekoordinator som kan lytte, støtte og vejlede dig som
pårørende.
• Fortsat styrkelse af vores handicapplan.
This site was created with the Nicepage