Alle
børn og unge skal have de bedste muligheder, fra starten i vuggestue eller
dagpleje indtil den enkelte unge har fundet sin vej gennem uddannelse til
arbejdsmarkedet.
Derfor ønsker vi gode dagtilbud, hvor vores børn udvikler sig, trives og lærer
understøttet af dygtige pædagoger. Børnenes naturlige og personlige udvikling
skal styrkes gennem fællesskaber, sociale kompetencer, sundhed og bevægelse.
Et
væsentligt punkt er barnets sproglige udvikling og mestring inden skolestart.
Folkeskolen skal være et sted, hvor vores børn udvikler og udlever deres
potentialer, så de bliver i stand til at gribe livets muligheder. Vores børn
skal lære at læse, skrive og regne i skolen. Det faglige fundament skal være på
plads. Men skolen er mere end det. Skolen er også stedet for vores børns
dannelse som selvstændige, stærke individer, der kan handle individuelt og
sammen med andre i de situationer, livet vil byde dem.
Vi ønsker at alle vores unge kommer godt på vej efter Folkeskolen - bogligt
eller håndværksmæssigt, i uddannelse eller arbejde. Tårnby er en af de
kommuner, hvor flest unge vælger en erhvervsfaglig uddannelse, og den udvikling
skal fortsættes.
Vi skal understøtte de unge i deres uddannelse gennem vejledning, også når den
unge ønsker et nyt uddannelsesvalg eller har brug for støtte til at fastholde
uddannelsen.
De unge skal have plads og rum til at finde den de er, og den de vil være. Det
er vigtigt, vi hjælper dem, der kommer i gal retning eller bliver slået ud af
kurs. Ingen skal efterlades på perronen. Glipper motivationen, så skal vi levere
en indsats psykisk, socialt og fagligt, som giver den unge egen mestring i
forhold til livet og livsmuligheder.
Sådan vil vi styrke den positive udvikling:
• Fortsætte indfasning af midler til minimumsnormering på vuggestue og
børnehaveområdet til understøttelse af udvikling, trivsel, læring og dannelse.
• Styrke arbejdet med sociale normeringer i vores daginstitutioner.
• Fortsætte med puljen til køkkenforbedringer i vores børnehaver.
• Fastholde børn og unges sunde/gode udvikling med tidlig indsats,
forældreinddragelse og børnesamtaler - endvidere styrke den tidlige indsats for
udfordrede og udsatte børn med tale/hørekonsulent og psykologhjælp.
• Fortsætte indfasning af midler til flere folkeskolelærere/pædagoger til at
understøtte udvikling, trivsel, læring og dannelse.
• Efteruddannelse af lærere i forhold til at blive matematik- og læsevejledere
til løft af faglighed i folkeskolen. Endvidere skal linjefagsdækningen styrkes.
• Fortsætte udbygningen af vores digitale udvikling i folkeskolen og dagtilbud,
med elektroniske undervisningstavler, chromebooks og software.
• Et løft af trivslen i vores folkeskoler gennem efteruddannelse af lærere i
forhold til inklusionsvejledere, trivselsambassadører osv.
• Fortsætte den øgede vejledningsindsats for boglige og erhvervsfaglige
uddannelser.
• Styrke fritidsjobindsatsen for unge, så flere unge tidligt oplever en
tilknytning til arbejdsmarkedet med de krav og muligheder, der følger med.
• Sikre trivsel for børn og unge, herunder mental trivsel. Sikring af
psykologer, vejledere og forebyggende rådgivere – tæt på det enkelte barn.
• Arbejde for at sårbare unge får tildelt en mentor, og at der gøres en særlig
indsats for unge udenfor uddannelserne og arbejdsmarkedet.
• Styrke vores udgående SSP.
• Styrke vores Ungeguide samt Ungeguide plus, for de unge der har behov for at
blive støttet i at møde på job eller på uddannelse i en periode, eller har
behov for at mødes med deres Ungeguide hver uge.
This site was created with the Nicepage